Nedrivningsentreprenøren er i god vækst og styrker ledelsen og det strategiske fokus ved at hente professionel bestyrelsesformand, Lars-Christian Brask, ind med erfaring fra andre ejerledede virksomheder
Ligesom i en række andre erhverv er bygge- og anlægsbranchen i stigende grad ved at professionalisere både arbejdsprocesser, forretningskoncepter og organisationer. Ikke mindst de traditionelle familie- og ejerledede virksomheder begynder at hente kræfter ind udefra til både direktions- og bestyrelsesarbejde for at se på forretningerne med nye øjne og blandt andet hente viden og inspiration til at skærpe forretningsfokus.
Det gælder også den store nedrivningsentreprenør LH Hockerup A/S, der gennem en årrække har forædlet sin nicheforretning og i dag oplever en stærk vækst i både nedrivnings- og miljøsaneringsopgaver.
Vi har valgt at satse stærkt på kvalitetsbetonede certificeringer, et sikkert arbejdsmiljø, gennemskuelige forretningskoncepter og en seriøs tilgang til opgaverne, og det har markedet glædeligvis kvitteret for ved at placere flere og flere opgaver for os, siger entreprenør Lasse Hockerup, der sammen med sine forældre, Ingelise og Henning Hockerup ejer virksomheden og indtil for nylig også har udgjort bestyrelsen.
Kendt erhvervsmand ind i bestyrelsen
Ejerkredsen har hentet den erfarne erhvervs- og finansmand Lars-Christian Brask ind som ny bestyrelsesformand for virksomheden. 52-årige Brask er i forvejen godt bekendt med vilkårene i bygge- og anlægsbranchen, idet han også er bestyrelsesformand i LM Byg A/S samt Egon Olsen & Søn A/S og har herudover en række andre bestyrelsesformandsposter, bl.a. hos bil-importøren Nellemann samt i flyttevirksomheden Handy A/S.
LH Hockerup A/S er en virksomhed, som mere og mere kommer til at spille en betydelig rolle i den samfunds- og miljømæssige cirkulære økonomi, og det synes jeg rigtigt godt om at være en del af, siger Lars-Christian Brask i forbindelse med tiltrædelsen.
Med familiemæssige nedrivningsrødder tilbage til 1970erne etablerede Lasse Hockerup sammen med sin far Henning Hockerup i 2003 virksomheden LH Hockerup A/S. Med en 2014-omsætning på over 120 mio. er LH Hockerup A/S i dag blandt landets større virksomheder på sit felt, og finansielt er virksomheden AA-rated.
Erfaring og nytænkning
Selvom Henning Hockerup stadig er med i driften, har han i de senere år droslet væsentligt ned, og med rettidig omhu har familien løbende gearet virksomheden til fremtiden. Lasse Hockerup står således i dag i spidsen for virksomheden med en stærk ledergruppe omkring sig. Sidste år hentede han Jan Langkjær ind som direktør, og nu er tiden så inde til at professionalisere bestyrelsesarbejdet.
Vi forventer yderligere vækst i de kommende år og det er blandt andet i den forbindelse, at både direktion og bestyrelse styrkes med erfarne kræfter udefra, så potentialet i virksomheden kan identificeres og udnyttes bedst muligt, understreger Lasse Hockerup.
Lars-Christian Brask afløser således Ingelise Hockerup, der træder ud af bestyrelsen, men forståelsen for de familie- og ejerledede virksomheder fastholdes, for Brask sidder i forvejen for bordenden i seks virksomheder med lignende ejerforhold og traditioner.
Bestyrelsesarbejdet i LH Hockerup A/S er en opgave jeg glæder mig til at gå til med entusiasme og energi. Virksomheden er allerede godt ledet, så der bliver ikke tale om revolutioner og store omvæltninger, men snarere fin-tuning og forædling af et yderst relevant virksomhedskoncept, fastslår Lars-Christian Brask.