LH Hockerup A/S blev i oktober måned prækvalificeret til at være med i den første rammeaftaletilbudsrunde, som har aflevering d. 20. december, vedrørende nedrivning og bortskaffelse af de 1.246 nedlagte minkfarme, som blev påbudt at lukke i 2021.
Opgaven er en miljøsanering og nedrivning af de faste bygninger inkl. løsøre, opbrydning af belægninger, bortkørsel af jord, fjernelse af flere forskellige tanke og efterfølgende afretning af område.
Bygningsstyrelsen har ansvaret for, at opgaven udføres med bæredygtige metoder, som sikrer mest miljøbeskyttelse og størst mulig genanvendelse. Kravene er, at miljøsaneringen følger NMK96, miljøsaneringsregulativet for nedriverbranchen, der sikrer mindst 80% genanvendelse.
Og vi må rose vores myndigheder for at skabe incitament for mere miljøsanering, genbrug og sikkerhed, da de giver økonomisk belønning for at udføre nedriveropgaven mest miljørigtigt. 🔨🧱
Opgaven er kompleks, da det drejer sig om menneskers livsværk. Der er store følelser på spil, når den virksomhed, man har bygget op, skal fjernes. Og det skal vi naturligvis tage hånd om, så det bliver en god proces. Alle skal føle sig godt behandlet.
Tak til alle jer, som har været og er en del af denne spændende proces.
Vi ser frem til at aflevere et tilbud i næste uge 😊