Henover foråret kører vi maskineriet til Store Kongensgade i København samt Rødovre og Hvidovre, hvor vi har opstart på tre nye sager.

Ultimo april måned rykker vi ind på Store Kongensgade, hvor vi skal udføre indvendig stripning, miljøsanering og nedrivning til råhus af den gamle politistation i nr. 100 – herunder total fjernelse af den øverste tagetage og totalnedrivning af en tilbygning. Derudover skal der foretages indvendig stripning og miljøsanering i de gamle herskabslejligheder i nr. 106. Vi udfører arbejdet for Harder Gruppen.

Derefter kører vi en tur til Rødovre. Her skal vi i samarbejde med Skou Gruppen A/S udføre miljøsanering og nedrivning af Islevtoften II, der er en del af Rødovre Almennyttige Boligselskab / DAB. Opgaven omhandler bl.a. nedrivning af facader, vinduespartier, spidsloftsgulve og tagbelægning på 226 almene boliger fordelt på 96 etageboliger og 130 rækkehuse.

I juli går vi i gang i nabokommunen Hvidovre. Her starter vi nemlig op på miljøsanering og totalnedrivning af en ejendom beliggende på Bødkerporten 2, der tidligere har huset idrætsinstitutionen Tumlehuset. Vi udfører denne opgave for Hvidovre Kommune.